Gå til indhold

Praktik

Praktikophold på den danske ambassade i Belgien

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling/team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen/teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling/team du tilknyttes.

 

Den danske ambassade i Belgien har to praktikpladser i følgende afdelinger/teams:

 

  • Politik og Public Diplomacy, Ref.nr. POL-1
    Som praktikant inden for politik og public diplomacy får du til opgave at monitorere den politiske situation i Belgien, deltage i briefinger og udarbejde skriftlige produkter om politiske forhold. På public diplomacy vil du beskæftige dig med ambassadens tilstedeværelse på sociale medier både grafisk og skriftligt samt bistå med planlægning og afvikling af kulturelle arrangementer.
    Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Signe Vikær Leth Olsen på [email protected]

  • Handel og Investering, Ref.nr. TC-1
    Som praktikant i handelsafdelingen vil du få indblik i, hvordan ambassaden yder strategisk rådgivning til danske virksomheder med henblik på at fremme dansk eksport og rammebetingelserne for danske løsninger i Belgien og Luxembourg. Praktikantens opgaver vil typisk omfatte udarbejdelse af markedsanalyser, interessentanalyser, bidrage til strategiske markedsprojekter og forberedelse af forskellige arrangementer. Arbejdet sker i tæt samspil med kollegaerne i handelsafdelingen, der arbejder inden for sektorerne energi, sundhed & life science samt tech & digitalisering.
    Hvis du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til Louise Verdelin på [email protected]

 

Varighed og ansøgningsfrister

Vi søger praktikanter to gange årligt, og praktikopholdet er på hhv. fem og seks måneder.

Forårsholdet: 1. februar – 31. juli.

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. september året forinden

Efterårsholdet: 1. september – 31. januar.

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år

Krav

Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark. 

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder og, at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.


Kvalifikationer

Vi leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

Opholdet skal bidrage til din uddannelse og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Inden du søger om et praktikophold, anbefaler vi, at du undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold. 

 

Ferie og arbejdstid

Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dage i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få visse skrive-fridage inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.

 

Bolig og forsikringer

Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed. Du skal endvidere for egen regning tegne forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for arbejdstider. 


Refusion af visse udgifter

Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på € 600 pr. måned til dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.

 

Hvordan ansøger man?

Du søger praktikophold på ambassaden i Belgien ved at udfylde og indsende et elektronisk ansøgningsskema – klik her for at åbne skemaet.  Linket er aktivt fra den 10. februar  10. marts og 10. august – 10. september.

I ansøgningsskemaet bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun søge praktikantstillinger på ambassaden i Belgien via ovenstående link og kun anvende de ovenfor angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider, og søge via deres ansøgningslink. Hvis du søger praktikophold på flere forskellige repræsentationer, kan den enkelte repræsentation se, hvilke andre repræsentationer, du har søgt.

Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/karakterer. Herudover kan du vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din ansøgning.

Din motiverede ansøgning bør max. fylde én side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet) ift. den konkrete praktikantstilling.

Hvis du har spørgsmål til praktikophold på ambassaden i Belgien, er du velkommen til at kontakte os på [email protected]. Deadline for ansøgning er hhv. 10. marts og 10. september.