Ambassaden i Belgien søger to praktikanter pr. 1 februar 2025
Interesserer du dig for handel, public diplomacy og Danmarks forhold til et af de væsentlige samarbejdslande i Vesteuropa? Og vil du være en del af det pulserende liv i hjertet af EU? Så søg ambassaden i Bruxelles.
Ny ansøgningsfrist.
Læs mere her
Som praktikant på ambassaden vil du få en spændende hverdag i krydsfeltet mellem handel, politik og kommunikation. Vi er en mindre bilateral ambassade, hvor der er rig mulighed for at stifte bekendtskab med de forskellige opgaver, som bliver løst i Danmarks udenrigstjeneste. Samtidig er vi del af et fællesskab med EU-repræsentationen, som vi deler bygning med.
De to praktikanter forventes primært at bistå ambassadens handelsteam, men kan også blive draget ind i arbejdet i politik- og kommunikationsteamet afhængig af behov og interesse.
Dine opgaver som praktikant vil omfatte, at du bistår kollegaer med:
- gennemførelse af markedsanalyser, interessentanalyser, strategiske markedsprojekter samt fx udarbejdelse af besøgsprogrammer for danske virksomheder
- udarbejdelse af skriftlige produkter om politiske forhold i Belgien, bl.a. gennem informationssøgning, deltagelse i briefinger, konferencer og andre faglige arrangementer.
- praktisk koordination og tilrettelæggelse af webinarer og events
- Kommunikation og SoMe om Danmarks og ambassadens arbejde, dvs. Public Diplomacy både grafisk og skriftligt.
Ambassadens handelsafdeling udfører opgaver for dansk erhvervsliv i forhold til både Belgien og EU-institutionerne i Bruxelles. På den måde får man som praktikant mulighed for at snuse til både det belgiske marked og til EU-lovgivning.
Vi søger en motiveret og grundig praktikant, der er teamspiller og også kan arbejde selvstændigt. Du har en bachelorgrad i en samfundsvidenskabelig, erhvervsøkonomisk, sproglig uddannelse eller lignende og er i gang med din kandidatuddannelse. Vi forventer, at du har gode formuleringsevner på dansk og engelsk. Eventuelt fransk eller flamsk er en fordel. Du har kendskab til EU-samarbejdet og er nysgerrig på belgiske samfundsforhold.
Samlet vil opholdet give dig mulighed for på første hånd at opleve, hvad det vil sige at arbejde for Danmark i en af de vigtigste byer i Europa – op til starten på det danske formandskab i EU.
Periode for opholdet
1. februar 2025 til 31. juli 2025.
Tilskud til dækning af udgifter
Udenrigsministeriet yder refusion for merudgifter forbundet med opholdet såsom f.eks. logi og transport op til et månedligt maksimalt beløb på €600. Ansøger er selv ansvarlig for at finde bolig i Bruxelles under praktikperioden.
Ansøgning
Kortfattet ansøgning bilagt CV, eksamensresultater og eventuelle udtalelser sendes til [email protected].
Ansøgning og tilhørende bilag bedes sendes i ét samlet PDF-dokument.
Emnefeltet skal indeholde ansøgerens fulde navn + ”Ansøgning om praktik til Danmarks Ambassade i Bruxelles”.
Ansøgningsfrist
Ansøgninger skal være ambassaden i hænde senest mandag d. 18. november kl. 12.00. Udvalgte ansøgere vil blive indbudt til telefoninterview snarest herefter.
Kontakt
Handelschef Louise Lindhardt Verdelin ([email protected]) eller
Ambassadens souschef Signe Vikær Leth Olsen ([email protected], +32 223 308 97).