Spring til indhold

Vil du være med til at fremme Danmarks erhvervsinteresser i EU og Belgien? ANSØGNINGSFRIST: tirsdag 2. januar 2018.

18.12.2017  14:23

Ambassaden i Bruxelles søger en lokalansat akademisk handelsmedarbejder pr. 1. februar 2018 eller snarest herefter.
 
Som vores nye kollega i den fælles handelsafdeling på EU-repræsentationen og Danmarks ambassade i Belgien vil du deltage i arbejdet for dansk erhvervsliv i EU’s maskinrum, samt arbejdet med at fremme dansk eksport til Benelux-landene. Du vil arbejde som kommerciel sagsbehandler og indgå i teamet for Corporate Public Affairs. Der er knyttet et indtjeningskrav til stillingen iht. bestemmelserne for Eksportrådets ydelser, som er underlagt Udenrigsministeriets betalingsordning. Du får daglig kontakt til nogle af Danmarks største virksomheder, den danske centraladministration og EU-systemet. Handelsafdelingen løser opgaver for danske virksomheder i en række forskellige brancher. Som vores nye kollega skal du have et særligt fokus på sundheds- og medicinalområdet, ikke mindst på rammevilkår for producenter i pharmaindustrien. Du vil blive koordinator på strategiske projekter, der har stor bevågenhed i dansk erhvervsliv og den danske centraladministration. I arbejdet er politisk forståelse, viden om EU’s beslutningsprocedurer og kendskab til den danske medicinalbranche en stor fordel. Vi lægger også vægt på erfaring fra andre brancher, hvor Danmark har styrkepositioner og eksportpotentiale.

Vi søger en kollega som har en relevant akademisk uddannelse og minimum 3-5 års arbejdserfaring. Du skal være udadvendt, god til at netværke og trives med selvstændigt arbejde. Vi forventer endvidere, at du er god til at kommunikere i skrift og tale på engelsk. Kendskab til fransk og nederlandsk vil være en fordel. Det er endvidere vigtigt, at du er fleksibel og også har lyst til at løfte mere tværgående arbejdsopgaver i ambassaden og i handelsafdelingens regi.

Stillingen er tidsbegrænset til 2 år. Arbejdstiden er 37 timer om ugen. Ansættelsen sker på lokale vilkår. Løn i henhold til kvalifikationer og erfaring.

Kontakt:
Nærmere oplysninger om stillingen kan fås ved henvendelse til leder af handelsafdelingen Andreas Boor (tlf.: +32 (0) 2 233 08 30, mail: andboo@um.dk).

Ansøgning:
Skriftlig motiveret ansøgning på én side ledsaget af CV og referencer bedes sendt elektronisk i én samlet pdf-fil til: brurepjob@um.dk med andboo@um.dk i kopi.

Mrk.: Handelsrådgiver i emnefeltet

Ansøgningsfrist:
Ansøgning skal være EU-repræsentationen i hænde senest tirsdag 2. januar 2018. Udvalgte ansøgere vil herefter blive indbudt til samtale på EU-repræsentationen.

Om os
EU-repræsentationen og ambassaden i Belgien hører under Udenrigsministeriet i Danmark og er en del af det danske repræsentations¬netværk i udlandet. Den danske EU-repræsentation varetager danske interesser i EU-samarbejdet og har - fordi EU dækker over mange forskellige politikområder - udsendte medarbejdere fra alle ministerier i Danmark. Vi er samtidig Danmarks største repræsentation i udlandet. Den danske ambassade i Belgien varetager Danmarks bilaterale forhold til Belgien, hvor indgår handel og eksportfremme. Handelsafdelingen er fælles for EU-repræsentationen og ambassaden. Læs mere på um.dk, eu.um.dk og belgien.um.dk.

Link til printbar pdf-udgave